Ved at fortsætte accepterer du cookies (inkl. tredjepart), som vi bruger til statistik og markedsføring - læs mere.
×

Sådan forebygger du brand

Se her, hvad du selv kan gøre for at forebygge brand i hjemmet - og klare den, hvis den alligevel opstår.

Undgå brandfælder

Sådan undgår du de hyppigste brandfælder i dit hjem

Du kan forebygge brand og begrænse skaden ved at have det rigtige slukningsudstyr samt tage et par forholdsregler.

  • Hvis dine døre er låst indefra med nøgle, så lad nøglen sidde i døren, når du er hjemme, eller opbevar den et fast sted. Vær sikker på, at alle i husstanden ved, hvor nøglen er.
  • Hvis du opbevarer brandbare væsker i fx garage eller bryggers, er det en god idé at købe en brandslukker, der passer til formålet - se Falcks guide nederst på siden
  • Halogenlamper bliver meget varme. Undgå derfor at sætte fx puden for tæt på lampen, da den kan smelte og starte en brand.
  • Opbevar ikke mobiler, tablets og computere under dyner og tæpper, da de bliver meget varme og derfor kan være en brandfare
  • Få lavet et el-tjek, hvis du er usikker på, om der er ulovlige el-installationer i dit hjem
  • Test din HFI-/HPFI-afbryder én gang om året ved at trykke på afbryderens testknap (ofte markeret med et ”T”)

 

Lær at slukke små brande

Det kan være godt givet ud at lære, hvordan man bedst og sikrest slukker forskellige typer små brande, før de udvikler sig. Afhængigt af, hvad der er ild i, kan du anvende forskellige slukningsmetoder - se her hvilke:

Når der går ild i juletræet, adventskransen, dugen eller lignende, kan du enten slukke ilden med vand eller kvæle ilden.

Sluk ilden med vand:

  • Knæl ned og kravl så langt mod flammerne, som det er forsvarligt
  • Sprøjt vand på det, der brænder – ikke på flammerne
  • Spred vandet fra side til side med hænderne, hvis det er muligt – så slukker du branden mest effektivt

Kvæl ilden med slukningsmateriale som fx tæppe eller jakke:

  • Beskyt hænder og ansigt ved at holde klædet foran dig selv
  • Læg klædet over branden
  • Løft forsigtigt for at se, om ilden er gået ud
  • Træk slukningsmaterialet af på samme måde, som du lagde det på, så er du beskyttet

Brug aldrig vand til at slukke ild i brandbare væsker – kvæl ilden med ikke brandbare genstande. Brug fx et grydelåg, hvis der er ild i en gryde:

  • Brug låget som et skjold, når du nærmer dig ilden
  • Læg låget på den forreste del af gryden og derefter ind over gryden, til den er helt dækket
  • Sluk for varmen

Hvis du opbevarer brandbare væsker i fx garage eller bryggers, er det en god ide at købe en brandslukker, der passer til formålet.

Hav en brandslukker i hjemmet

En brandslukker er et effektivt middel til at slukke brande i hjemmet. Der findes mange typer brandslukkere. Forskellen er, at de er gode til at slukke brande i forskellige materialer.

En brandslukkerspray fylder ikke meget og giver en god beskyttelse mod mindre brande –  fx ved ovnen, grillen, pejsen og juledekorationen - eller andre steder, hvor risikoen for brand er høj. For at sikre mod større brande anbefaler vi, at du også har en pulverslukker, CO2-slukker eller lignende i dit hjem.

Se Falcks guide til valg af brandslukker

Sådan bruger du en brandslukker:

 

Røgalarm: Kom ud i tide

En røgalarm kan advare dig og familien allerede kort tid efter, at branden er opstået. Så kan I komme ud af huset hurtigst muligt og ringe efter brandvæsenet.

Gode råd om røgalarmer

  • Placér røgalarmen så højt, som muligt – helst i loftet, da røgen søger opad
  • Sørg for, at der er røgalarmer i alle rum – dog ikke i køkken og nær brændeovn
  • Følg producentens anvisninger, når du monterer alarmen
  • Tag ikke batterierne ud ved falsk alarm – vift i stedet med hånden eller en avis under alarmen, indtil den stopper
  • Test alarmen jævnligt - gerne en gang om måneden
  • Skift batteriet ca. én gang om året – lav evt. en påmindelse i din kalender
  • Fjern jævnligt støv fra alarmen med en støvsuger eller en opvredet klud
  • Vælg evt. en røgalarm, der er koblet til el-nettet og forsynet med et backupbatteri
  • Nogle røgalarmer kan kobles til din tyverialarm, så du også bliver alarmeret ved brand, når du ikke er hjemme

 

Stråtag? Sådan brandsikrer du

Risikoen for brand i huse med stråtag er væsentligt højere end i huse med hårdt tag. Hvis du isolerer og brandsikrer på en bestemt måde, kan du reducere risikoen kraftigt – og samtidig sandsynligvis spare en del på forsikringen.

Her kan du se, hvordan arbejdet skal udføres – der er alle de detaljer, din håndværker skal bruge i sit arbejde.

Tjek de seneste nyheder

Se, hvad der rører sig i Topdanmarks verden. På vores blog, deler vi stort og småt – fra sæsonens gode råd, nyheder om forsikring og pension til historier fra vores kunder.

Læs vores nyheder

Få flere gode råd