Brand

En varm jul på Tvillingegaarden – teknologien begrænser katastrofen

Det er den 28. december, den første mandag efter jul, klokken er lidt over fem. På gartneriet Tvillingegaarden i udkanten af Odense er det en produktionsmæssig højsæson.

I et af de store drivhuse har vækstlys-lamper siden kl. 22 aftenen før kastet lys og varme ud over 65.000 blomsterplanter, der står beskyttet mod vinteren under gardinerne. Pludselig sker der noget med kondensatoren i en af de mange hundrede lamper. 

Kondensatoren bryder i brand, lampen smelter og den brændende kondensator falder ned mellem potterne på et plastik-plantebord. Snart ryger det kraftigt, hvorefter bordet bryder i brand.

Den afgørende time

  • 5:10 

En af de seks røgdetektorer i drivhuset alarmerer Jysk Vagts alarmcentral. Samtidig ruller gardinerne automatisk fra i hele drivhuset. Så er der fire meter mellem de enkelte gardiner, så gardinstoffet ikke fungerer som en lang lunte, der hurtigt kunne få hele drivhuset til at overtænde.

  • 5:15 

Telefonen ringer på natbordet hos Jens, gartneriets ejer. Vagten fortæller om alarmen, og Jens springer ud af sengen og kigger fra vinduet over mod de 210 meter lange drivhuse. Han kan se en røgfane stige op fra et af dem og ringer straks 112. Så farer han i tøjet, ud i bilen og over til åstedet.

  • 5:25 

Jens ankommer og ser, at der er ild i et plantebord, og at drivhuset er fyldt med røg. Han løber rundt og låser døre og porte op, så brandvæsnet kan komme til – men uden at åbne for den friske luft, der ville give ilden ekstra næring.

  • 5:25 

Indsatslederen ankommer og finder den mest effektive slukningsmetode.

  • 5:30 

Første brandbil ankommer. Samtidig får ilden fat i et gardin, og da begynder det at gå hurtigt. Brandfolk knuser en rude og påbegynder slukningen udefra.

  • 5:40 

Brandfolk kan nu rykke ind i drivhuset. De efterslukker og begynder at lufte ud.

  • 6:00 

Al ild er slukket, udluftningen er i gang og brandvæsnet kører. Tilbage står Jens med 65.000 ødelagte planter, hvoraf de 40.000 skulle have været leveret samme dag. Jens ringer efter alle de medhjælpere, han kan få fat i – og til sin assurandør.

En røgdetektor til 1.000 kr. reddede en millionforretning

Ved middagstid ankommer Carsten, der er en af Topdanmarks landbrugstaksatorer. Den mest akutte opgave er at sikre den fortsatte drift. De ordrer, som ikke kan reddes, dækker driftstabsforsikringen, så Jens fokuserer på at sikre aftalerne med sine kunder om den fremtidige levering.

Imens planlægger Carsten de kommende dages arbejde med at få ryddet op og kasseret, gjort rent og kørt affald væk – ja, i det hele taget, hvad der skal til for at få produktionen i gang igen. Han og brandvæsnets indsatsleder er enige om at konstatere, at Jens’ investering i et ABA-anlæg (Automatisk BrandAlarm) har reddet gartneriet fra en meget større katastrofe.


Det dækkede forsikringen

  • Oprydning i og rensning af hele det 210 meter lange og 4.000 m2 store drivhus 
  • Nye gardiner til 40 % af drivhuset 
  • 65.000 brandskadede planter 
  • Driftstab for 25 dages tomt drivhus

Desuden slipper Tvillingegaarden for at betale selvrisiko, fordi Jens vælger at installere ABA-anlæg i resten af sine drivhuse.

Jens og Carsten fremhæver begge forløbet som et eksempel på godt og pragmatisk samarbejde.