Ryd de glatte fortove og undgå skader

Vinteren kommer og går i denne tid. Er du husejer, skal du derfor holde tøsalt og sneskovl inden for rækkevidde - det er nemlig dit ansvar at rydde fortov og adgangsveje for sne og is.

Husejere, som bor ud til en vej eller sti med offentlig adgang, har ansvaret for at holde både fortov og selve adgangsvejen til ejendommen fri for is og sne hele vinteren. Det er ikke en ny regel, men mange glemmer det. Hvert år, når vinteren har været kold, modtager vi anmeldelser fra personer, som kræver erstatning, fordi de er faldet på et glat fortov.

Husejeren kan stilles til ansvar

Et brækket ben eller en rygskade er blot nogle af de skader, der kan ske, hvis man glider på et snedækket eller isglat fortov. Er uheldet ude, kan husejeren i mange tilfælde stilles til ansvar.

I de fleste tilfælde er det forsikringsselskabet og ikke husejeren, som skal betale. Men lige meget hvad, er det ikke rart at være skyld i, at et andet menneske kommer til skade. Derfor er vores bedste råd – frem med sneskovl, grus eller salt, så snart det er nødvendigt, og hold fortovet farbart.

Pas på istapper

Det er ikke kun sneen og isen på jorden, der skal bekæmpes. Det er også vigtigt at se op. Istapper langs fx tagrender eller vinduer udgør nemlig også en risiko om vinteren.

Istapper er især farlige, når det er tøvejr, fordi der er risiko for, at de falder ned. Og det kan være livsfarligt. Ligesom fortovet, er det også husejernes ansvar enten at fjerne istapperne eller afskærme området.

Følg reglerne for snerydning

  • Dit fortov og adgangsvejene til dit hus skal være ryddet fra kl. 7-22 – om søndagen først fra kl. 8
  • Bor du et sted med mange mennesker – fx ved en restaurant eller børnehave – skal du også rydde uden for det normale tidsrum
  • Istapper skal fjernes – vær særligt opmærksom i tøvejr, hvor tapperne begynder at falde ned
  • Når det sner kraftigt, skal du ikke rydde sne hele tiden – bare du løbende holder øje med, om der er behov for det