Tyveri

Tyvene har også en fest på blå mandag

I de kommende uger fyldes gågader og forlystelsesparker med tusindvis af konfirmander, der traditionen tro skal fejre Blå Mandag. Mange har deres nye tasker, solbriller, smartphones, gavekort og andre værdifulde ting med sig i byen, og det ved lomme- og tricktyvene godt. Med disse gode råd kan de unge gøre det svært for tyven.

Gaveregnen til landets konfirmander resulterer ofte i smykker, designertasker, nye smartphones eller andre dyre gadgets. Mange af gaverne skal vises frem med vennerne på Blå Mandag, når dagen markeres i landets forlystelsesparker eller på storstilede shoppetur i de større byer.

Konfirmanderne er dog ikke alene om at fejre Blå Mandag. Den ellers så festlige dag medfører nemlig også en øget risiko for tyveri:

”De fleste konfirmander kommer hjem fra Blå Mandag med masser af minder om en god dag med vennerne. Men der er desværre også nogle, som ender med en rigtig ærgerlig oplevelse og kommer hjem uden fx den nye smartphone, designertasken eller pungen med kontanter og gavekort,” fortæller Mette Hansesgaard, som er skadechef hos Topdanmark.

Hjælp hinanden med at holde øje

Der er heldigvis nogle simple råd, som kan være med til at gøre dagen rigtig sur for tyvene og endnu bedre for konfirmanderne:

”Det er en rigtig god ide, hvis konfirmanderne færdes i grupper og er opmærksomme på hinandens ejendele, mens de fx prøver forlystelser. For at sikre sig yderligere mod tyveri er det en god idé at benytte MobilePay og hævekort i stedet for kontanter. På den måde risikerer konfirmanderne ikke at få stjålet mange penge på en gang,” siger Mette Hansesgaard og tilføjer:

”Derudover er det også en fordel at være meget påpasselig med, hvor man har sin nye smartphone, når man ikke lige har den i hånden. Læg den i lommer og tasker, der kan lukkes med lynlåse, for tyvene kigger desværre lige præcis efter de allernyeste modeller og kan ret nemt fiske den op af en sidelomme eller jakkelomme.”

Råb op, hvis du ser tyven

Skulle uheldet alligevel være ude, og en tyv stjæler den unges smartphone eller taske, skal det anmeldes til politiet, og så dækkes tabet på familiens indboforsikring.

”Hvis man opdager, at en tyv er ved at stjæle ting fra ens taske eller ser, at en tyv er ved at smutte væk, er det vigtigt, at man råber op, så andre omkring én bliver opmærksomme på, hvad der sker og kan hjælpe. Samtidig undgår man, at andre udsættes for det samme. Ring derefter straks til politiet,” siger Mette Hansesgaard.

Tyveri af kontanter og smykker er kun dækket, hvis tyveriet bliver opdaget, mens det sker. Der er ikke dækning for kontanter og smykker, hvis lommetyven ubemærket slipper væk.

Gode råd til konfirmanderne: Sådan gør I det sværere for tyven

  • Gå sammen i grupper
  • Lav aftaler om skiftevis at holde øje med tasker og poser, mens andre fx prøver forlystelser
  • Gå ikke med store kontantbeløb. Benyt i stedet hævekort, MobilePay eller lignende
  • Hav altid pung og smartphone i en lomme tæt på kroppen eller i tasken i et rum med lynlås
  • Lad aldrig pung og smartphone ligge fremme på et bord
  • Er der forældre med på Blå Mandag, kan de oprette en ”base”, hvor konfirmanderne løbende kan lægge deres indkøb. Så er der færre poser mv., de skal have styr på.