Portrætfoto af mand og kvinde som står overfor hinanden og snakker

Præsidentvalg i USA og tanker om pension i den forbindelse

Demokratiet har talt, og det blev overraskende Donald Trump, der løb af med sejren som USA’s 45. præsident. Trump står for en anden politisk linje end den, de seneste amerikanske præsidenter har fulgt. Ingen ved derfor, hvordan den konkrete politiske linje vil være under ham, hvilket betyder øget økonomisk og finansiel usikkerhed i USA og resten af verden.

Det må derfor forventes, at de kommende måneder vil byde på fluktuerende markeder, nogle dage med gevinster, andre med tab. Der var optakt til finansiel uro, da det stod klart, at Trump ville sejre. Efter ganske få timer er bevægelserne på alle betydende markeder dog inden for normalområdet af, hvad der ses på en dag.  

I forhold til din pensionsopsparing anbefaler vi, at du forholder dig roligt – også selv om markederne forventeligt kan tage nogle rutsjeture i den nærmeste fremtid.

Pensionsopsparing er langsigtet

De fleste af os går i gang med at spare op til tilværelsen som pensionist, når vi kommer ud på arbejdsmarkedet. Det giver rigtig mange år at spare op i – og rigtig mange år, hvor der kommer til at ske en hel masse i verden, som får markederne til at svinge. Nogle gange går det godt – endda rigtig godt. Andre gange går det den anden vej, og så ender markederne i minus.

Til dem, som allerede har sparet op i mange år og snart skal bruge pengene, er anbefalingen også: Tag det roligt. I takt med at en pensionsordning nærmer sig udbetaling, jo mindre risiko løber vi med depotet for at skabe afkast.

Vi holder naturligvis øje med udviklingen

Ved briternes nej til EU i juni – det såkaldte Brexit – dykkede markederne også markant, så snart det stod klart, at briterne havde sagt nej. En måned senere var markederne igen på det niveau, de var på før Brexit. Så vi anbefaler at have is i maven, også selv om der på den korte bane måtte opstå negative afkast på din opsparing. Alle erfaringer viser, at markederne retter sig igen.

Når Donald Trump har udnævnt sin administration og konkretiseret sin politik, vil vi naturligvis holde øje med, om der i forhold til langsigtede afkast skal foretages justeringer.

Gode råd

  • Hav is i maven – også selv om du ser tab lige nu og i den nærmeste fremtid
  • Tal med din rådgiver, hvis du er i tvivl om, hvorvidt du har investeret din   pensionsopsparing rigtigt – men lad være med at gå i panik over tab på kort sigt
  • Læs mere om dine investeringsmuligheder i Topdanmark

Eksempel på udviklingen i afkast på de tre risikoprofiler i Profilpension

Forudsætninger

  • Pensionsopsparing pr. 1. juli 2006: 100 kr.
  • Ingen indbetalinger
  • 30 år til pension