Kørekort til 17-årige: Hvad med forsikringen?

Som en midlertidig forsøgsordning kan 17-årige fra 1. januar 2017 få kørekort. Her kan du se, hvad det betyder for forsikringen. De øvrige regler finder du hos Rådet for Sikker Trafik.

Hvordan dækker forsikringen?

Som altid er ejeren eller brugeren af bilen ansvarlig for, at bilen er omfattet af en forsikring – som minimum en ansvarsforsikring. 

Når en 17-årig kører i bilen, dækker forsikringen som udgangspunkt på samme måde som ellers, men det er en betingelse, at kravene i loven er overholdt. Fx skal den 17-årige have et gyldigt kørekort og være ledsaget af en erfaren bilist, der lever op til de krav, den nye lov stiller til ledsagere. 

Hvad er reglerne ved skade?

Hvis en person under 24 år laver en ansvars- eller kaskoskade, gælder en selvrisiko på mindst 8.758 kr. For at undgå den særlige selvrisiko kan man udvide med vores særlige ung bilist-dækning. Kontakt os, hvis du ønsker at tilføje denne dækning.

Bemærk, at der ikke gælder en særlig selvrisiko, hvis den unge selv er forsikringstager, eller hvis den unge er forsikringstagerens ægtefælle eller samlever.

Hvad betyder det for prisen?

Din alder har normalt betydning for prisen på din bilforsikring, men det gør ingen forskel, om du er 17 eller 18 år. 

Fandt du ikke svaret?

Du er altid velkommen til at kontakte os.