Kommentar til Finanstilsynets redegørelse om påbud til Topdanmark Livsforsikring

Finanstilsynet har gennemført en undersøgelse af Topdanmark Livsforsikrings overholdelse af oplysningsforpligtelsen i artikel 5 i disclosureforordningen som led i en temaundersøgelse af flere livsforsikrings- og pensionsselskaber. 

Finanstilsynet vurderede, at Topdanmark Livsforsikrings aflønningspolitik ikke skaber tilstrækkelig gennemsigtighed omkring, hvorvidt og i givet fald hvordan aflønningspolitikken tager højde for integration af bæredygtighedsrisici. 
Finanstilsynet har påbudt Topdanmark Livsforsikring at indarbejde oplysninger i aflønningspolitikken om, hvordan politikken er i overensstemmelse med selskabets integration af bæredygtighedsrisici, jf. artikel 5, stk. 2 i disclosureforordningen. Det indebærer, at Topdanmark Livsforsikring i aflønningspolitikken skal oplyse, hvorvidt aflønningen tager højde for integration af bæredygtighedsrisici i investerings- og rådgivningsprocesser, og udbygge aflønningspolitikken med oplysninger om, hvordan der konkret tages hensyn til integration af disse risici ved anvendelse af variabel løn, herunder i forbindelse med incitamentsordninger og engangsvederlag.

Topdanmark Livsforsikring vil efterleve påbuddet.

Finanstilsynets redegørelse - 21. november 2022