Oversvømmelse ved Roskilde havn - oppustelig mobil dæmning hjælper til at holde vandet ude

En våd overraskelse

Det er de her historier, der gør os så glade! Lise har sendt os den her historie om hvordan vandet pludselig kom ind i deres hus…

For nøjagtig 1/2 år siden regnede det, som vi aldrig før har oplevet. Vi havde haft en hyggelig, men lidt hektisk onsdag med 5 børnebørn i alderen 8mdr.-9 år på feriebesøg. Da alle børn var puttet, gik vi trætte til ro, men havde lidt svært ved at sove pga. den kraftige regn, der larmede udenfor. Ved halvsekstiden vågnede den yngste, og jeg stod op for at give hende sutten.

Jeg fornemmede hurtigt, at noget var galt: der var vand på gulvet i vores lille mellemgang, og der var ingen lys. Jeg fik vækket min mand og fik ringet efter børnenes forældre. Imens kom vandet ind over alt, og alle gulve var snart oversvømmet. Jeg kontaktede Topdanmark på et tilfældigt telefonnummer og blev stillet om til en døgntelefon. Jeg forklarede, hvad der var sket, og den venlige dame lovede at tage sig af sagen.

Vi havde nok at se til. Vores børn ankom hurtigt, og efter at børnene havde fået lidt mad i stearinlysets skær og iført gummistøvler, tog deres mødre dem med hjem til ordnede forhold. Vores søn og svigersøn hjalp med at klodse møbler op, redde bøger og fotos fra nederste hylder osv.

Jeg blev kontaktet af skadesservice, der kom og beså skadens omfang for at vurdere, hvad de kunne gøre.

Jeg blev også kontaktet af taksator, Niels Erhardtsen, der udviste stor forståelse for vores situation. Han foreslog forskellige muligheder mht. genhusning, håndværkerløsning mm.

Allerede om fredagen fik vi installeret affugtere, og Niels kom og forklarede det videre forløb. Han foreslog bl.a. at vi tog kontakt til en tømrer, der ville stå som koordinator for hele forløbet, så vi slap for at skulle bekymre os om, hvornår den ene eller den anden håndværker skulle på banen.

Vi tog derfor kontakt til tømrer Søren Nymann fra Brønderslev, der har udført opgaven til vores fulde tilfredshed.

Efter godt 2 måneder – 19. december kunne vi flytte hjem igen og påbegynde det store udpakningsarbejde af alle vore ejendele. Dejligt vi havde en lang juleferie til arbejdet.

Nu efter 1/2  år er sagen afsluttet, og vi har kun haft gode oplevelser med Topdanmark, Dansk Skadesservice og Søren Nymann. Det betyder utroligt meget, at man i sådan en situation møder forståelse og velvilje fra alle sider. Og tænk: jeg foretog kun ét opkald den torsdag morgen. Hele beredskabet fungerede til stor tilfredshed. Vi har fortalt mange om alt det gode i den uheldige situation.

Vi er blevet kontaktet af andre forsikringsselskaber siden oktober, der gerne vil vi skifter til deres selskab. Det har vi ikke lyst til, og vi har begrundet det med, at vi havde skaden i uge 42 og fik en fantastisk hjælp fra vores forsikringsselskab, så vi flytter ikke.

TAK for hjælpen.