Lys og reflekser er vigtige i mørket

Efterårets og vinterens mørke er over os. Husk derfor at have reflekser på tøjet og lys på cyklen, når du skal ud vintermørket. Det er næsten umuligt for bilisterne at se en person i mørkt tøj uden reflekser, før det er for sent.

”En stor andel af ulykkerne med fodgængere sker, fordi bilisten ikke har set fodgængeren eller hundelufteren. Netop derfor er det vigtigt, at man husker at gøre sig selv synlig for andre trafikanter. Det gør sig særligt gældende ude på landet, hvor der virkelig kan blive mørkt. Derfor skal man virkelig huske at have reflekser på sit overtøj,” siger Svend-Anker Worm, der er agronom i Topdanmark, og fortsætter:

”Det gælder både dem, der motionerer eller går tur med deres hund, men også dem, der er på vej til og fra arbejde i de mørke morgen- og aftentimer. Det er nemlig ofte de sidstnævnte, der har travlt og glemmer refleksen. Er man på cykel, er det lovpligtigt at have lys og reflekser både for og bag.”

Husk refleksen

Svend-Anker Worm opfordrer til, at man altid sørger for, at man selv og familien er så synlig som muligt i mørket.

”Det er altid godt at sætte reflekser på hele familiens overtøj og løbende tjekke, at de sidder fast. Og så skal man tjekke, at lygterne på cyklerne også er i orden. Skift batterierne, hvis lysstyrken ikke er så kraftig, som den skal være,” siger Svend-Anker Worm.

Mørket er ikke den eneste årsag til, at vi skal passe på. Om vinteren er der også tåge og de lange grå dage, hvor skumringen synes at vare hele dagen.

”Man skal være meget opmærksom på dårlig sigtbarhed. Man kan købe bånd med lysende dioder til at sætte på armen eller på benene, og man kan aldrig få for mange reflekser og lys på i mørket,” siger Svend-Anker Worm.

Pas særligt på traktorerne 

Men det er ikke nok, at de såkaldt bløde trafikanter gør sig synlige. På landet ser man ofte traktorer i mørket, som er svære at se, før man kommer helt tæt på.

”Der er traktorer, der ikke er tilstrækkeligt oplyst i denne tid. Og de kører sent hjem fra marken med plov eller andre redskaber, som kan dække for lygterne. Bilister, der færdes ude på landet, når det er mørkt, skal være meget opmærksomme på store uoplyste køretøjer,” siger Svend-Anker Worm og fortsætter:

”Som landmand er er det enormt vigtigt, at man husker, at maskinerne skal kunne ses i mørket. Tjek løbende, at lygterne virker, og at lygter og reflekserne ikke er dækket af mudder. Og der er ikke grund til at spare på det roterende gule blink i den mørke årstid.”

Heste og hunde skal også have reflekser på 

Både mennesker og maskiner skal altså være oplyste, men det gælder også dyrene.  Det er nemlig slet ikke usædvanligt, at heste og hunde også kommer til skade eller er skyld i en ulykke på mørke veje.

”Det er en god idé med et halsbånd eller en vest med reflekser til hunden også – og en lille lygte, der fx kan sidde i halsbåndet, er også en god ide, uanset om hunden kan lide den,” siger Svend-Anker Worm og fortsætter:

”Det gælder også heste. Det er vigtigt, at hesteejere er opmærksomme på, at deres heste kan ses af bilerne. Til hestene kan man både få seletøj, dækken og bånd med reflekser på. Det er især godt med refleksbånd om benene, for det er her, bilernes nærlys først rammer. Og så skal rytteren også have en ridelygte om venstre ben, når man rider i mørket.”

Fakta

Går du i mørket et sted uden reflekser på tøjet, kan bilisten først se dig på ca. 25-40 meters afstand. Kører bilen for stærkt, eller er føreren uopmærksom, kan bremseafstanden være for kort.

Bærer du refleks eller refleksvest, er du meget mere synlig for bilerne i mørket

  • Med nærlys kan bilisten se dig på ca. 130-140 meters afstand
  • Med fjernlys kan bilisten se dig på over 400 meters afstand
  • Sådan kan du gøre dig synlig i trafikken
  • Med en pandelampe kan du både blive set af andre og selv oplyse vejen foran dig. Vær opmærksom på at vinkle lyskeglen mod jorden foran dig, så du ikke blænder trafikanterne.
  • Reflekskrydsbåndet er en god løsning, hvis du gerne vil være ekstra synlig på vejene. Der er nemlig reflekser både foran og bagpå.
  • Selvlysende tøj er en god løsning, hvis du er løber og foretrækker at løbe i de mørke aften- og morgentimer
  • Refleksbrikker, der hænger i en snor. Det er en nem løsning. Man skal dog passe på, at brikken ikke sætter sig fast i tøjet, så man ikke kan se den.
  • Der findes også refleksklistermærker, du kan sætte på tøjet eller tasken. Sæt dem så lavt som muligt og helst både foran og bagpå.
  • Refleksbånd, der vikles rundt om ben eller arme, er gode, fordi de er synlige fra alle sider