Herreløse hund i gode hænder hos dyreværnet

Topdanmark hjælper Marvin og andre herreløse hunde videre til nye hjem

Hvert år modtager Dyreværnet flere end 600 herreløse hunde, som pludselig står uden tag over hovedet. De har brug for internatets hjælp til at finde et hjem, og det er en udfordring, der tages alvorligt.

De fleste af Dyreværnets hunde indleveres af deres ejer.  Sygdom, skilsmisse, adfærdsudfordringer såsom alene-hjemme problemer og ændret boligsituation er blandt de mange grunde til, at folk må tage afsked med deres logrende ven.

En af de hunde, der senest er flyttet ind hos Dyreværnet i Rødovre, er Jack Russell-terrieren, Marvin. Det var Dyreværnets adoptionsansvarlige, Maria Rønde Jakobsen, som tog imod Marvin på hans første dag hos Dyreværnet og indlogerede ham på værelse nr. 1, som er sponsoreret af Topdanmark.

“Marvin er en helt fantastisk lille hund, som kom ind til os, fordi han ikke trives med familiens barn. Derfor var det bedst for alle parter at finde Marvin et nyt hjem uden børn. Nu har han boet på sit Topdanmark-værelse i 26 dage, og om det skyldes værelset eller Marvins charme, ved vi ikke, men han har i dag fået nyt hjem,” smiler Maria.

Den heldige nye ejer af Marvin hedder Nikolaj, og han faldt straks for Marvins gode energi og humør. Nikolaj har længe set frem til at få en firbenet følgesvend, så der var både smil og logrende hale, da Marvin og Nikolaj sammen gik ud af Dyreværnets port.

Topdanmark redder liv

Selvom Dyreværnet er afhængig af hjælpen fra familier, som giver hjem til internatets dyr, så koster det langt mere at drive de to internater og landsdækkende udrykningstjeneste, end foreningen får ind gennem adoptionen af dyr.

“Det koster omkring 12 millioner kroner årligt at drive Dyreværnet. Det er mange penge, vi skal ud og finde hvert eneste år, og det er udelukkende takket være hjælpen fra private og sponsorer som Topdanmark, at vi er i stand til at fortsætte vores arbejde,” fortæller Pia Borsdal Toftegaard, der til daglig er fundraiser hos Dyreværnet.

Dyreværnet har internat i både Rødovre og Kolding samt tre dyreambulancer, der kører ud til misrøgtede dyr i hele landet. I de seneste par år har foreningen været nødt til at opruste på dyreværnssager, da der på blot tre år er sket en tredobling i antallet af anmeldelser. I dag modtager Dyreværnet dagligt mellem 7-10 skriftlige anmeldelser om kæledyr i nød på foreningens hjemmeside.

“Topdanmark er blandt vores største sponsorer, og derfor har de også deres helt eget værelse hos os,” fortsætter Pia. “Den støtte, de giver til vores arbejde, er helt fantastisk og medvirkede til, at vi kunne tage os godt af Marvin og finde ham et kærligt hjem.”

I skrivende stund er Marvins værelse netop ved at blive klargjort til en ny beboer, for der er venteliste på at få sin hund indleveret til Dyreværnet. Snart flytter endnu en herreløs snude ind på Topdanmark-værelset, hvor der venter fuld forplejning, omsorg og tre lufteture dagligt, indtil den også har fundet sig et godt hjem.