Generelle købsbetingelser for Topdanmarks erhvervs- og landbrugskunder

Forsikringens startdato og forsikringsperioden

Forsikringen gælder fra det aftalte tidspunkt, dog tidligst på den dato, hvor vi har sendt jer en kvittering for, at forsikringen er aktiv.
Hvis vi har brug for flere oplysninger, kontakter vi jer, før forsikringsperioden starter.
Erhvervs- og landbrugsforsikringer gælder for den periode, som står på forsikringsaftalen. Forsikringen kan opsiges af jer eller af Topdanmark med mindst en måneds varsel til aftaleperiodens udløb.
Der er særlige regler for forsikringsperiode og opsigelse på blandt andet enkeltrejseforsikring.
Der er desuden særlige regler for opsigelse i forbindelse med en skade.
Og endelig er der også særlige regler for opsigelse af lovpligtige forsikringer.
I finder jeres forsikringsvilkår i Mit Topdanmark og på topdanmark.dk/erhverv/vilkaar og topdanmark.dk/landbrug/vilkaar.
Jeres forsikringsaftale er på dansk, og vi kommunikerer som udgangspunkt med jer på dansk.

Pris, gebyrer og betaling

Prisen er beregnet ud fra de oplysninger, I har givet os. Prisen forudsætter, at jeres tidligere forsikringsselskaber kan bekræfte eventuelle oplysninger om tidligere skader, gæld mv.
Afgifter og gebyrer ud over skadesforsikringsafgift og evt. moms indgår ikke i prisen.
Vi opkræver på vegne af staten en skadesforsikringsafgift på 1,1 % af prisen på jeres forsikringer, hver gang I betaler jeres forsikringer.

Miljøbidrag

Miljøbidraget er et beløb, der betales af bilejere. På ansvarsforsikringer for person- og varebiler betaler I et årligt miljøbidrag, som går til at finansiere den godtgørelse, der betales til bilejerne, der får deres bil hugget op eller skrottet.

Naturskadeafgift

I betaler en årlig afgift til staten til naturskader på brandforsikringer for bygninger og løsøre. Afgifterne går til en erstatningspulje for skader i forbindelse med stormflod, oversvømmelse, tørke og stormfald. Hvis I betaler månedligt, betaler I hele årets naturskadeafgift ved den første opkrævning i forsikringsåret.

Bidrag til Garantifonden for skadesforsikringsselskaber

Dette bidrag betales årligt pr. forsikring og bliver opkrævet på bygnings-, indbo-, bil- og motorcykelforsikring. Hvis I betaler månedligt, betaler I hele årets bidrag ved den første opkrævning i forsikringsåret.

Opkrævningsgebyr

I kan betale via Betalingsservice eller med indbetalingskort. Opkrævningsgebyret består af et fast administrationsgebyr og et betalingsgebyr, som afhænger af den valgte betalingsmetode. I kan læse mere om opkrævningsgebyrerne på topdanmark.dk/erhverv-gebyrer og topdanmark.dk/landbrug/landbrugsforsikringer/gebyrer.

Betalingsinterval

I betaler som udgangspunkt månedligt eller én gang om året. 

Årlig indeksregulering

Alle forsikringspriser bliver indeksreguleret hvert år i takt med Danmarks Statistiks lønindeks for den private sektor.

For sen betaling

Betaler I ikke til tiden, rykker vi jer for betalingen. For hvert rykkerbrev opkræver vi et gebyr, som dækker de ekstra administrationsomkostninger. 
I kan læse mere om gebyrer og afgifter på topdanmark.dk/erhverv-gebyrer og topdanmark.dk/landbrug/landbrugsforsikringer/gebyrer.

Fortrydelsesret

I har ingen fortrydelsesret ved køb af erhvervs- og landbrugsforsikringer.

Dobbeltforsikring

I kan som udgangspunkt kun få erstattet samme skade én gang, selvom I har flere forsikringer, der dækker det samme. Vær derfor opmærksom på, om I har en lignende forsikring i forvejen. Dobbeltforsikring kan fx forekomme i følgende tilfælde:

  • Skader på glas og sanitet kan være dækket på både løsøre- og ejendomsforsikringen.

Forkerte oplysninger

Hvis I giver forkerte oplysninger i forbindelse med oprettelse af forsikringen, kan det betyde, at jeres ret til erstatning bliver nedsat eller helt falder bort. I nogle tilfælde vil forkerte oplysninger medføre, at vi opsiger forsikringen med tilbagevirkende kraft.

Hvis I får mange skader på jeres forsikringer

Formålet med en forsikring er at dække uforudsete skader. Forsikringens pris afhænger af udgifterne til skader, og derfor kan I ved at forebygge skader hjælpe med at fastholde prisen på forsikringen. Det betyder også, at hvis I har et atypisk skadeforløb på jeres forsikring, kan jeres forsikring blive ændret, fx så jeres pris eller selvrisiko stiger. I så fald vil I få besked, inden det sker.

Vi vurderer løbende jeres samlede forsikringsforhold hos os. Et atypisk skadeforløb på én eller flere af jeres forsikringer, herunder tilvalgsdækninger, vil kunne påvirke jeres andre forsikringer, fx i form af prisstigninger, tilføjelse af vilkår/klausuler, opsigelse af dækninger/forsikringer og i yderste konsekvens opsigelse af alle jeres forsikringer.

Opsigelse af nuværende forsikring

Topdanmark opsiger jeres nuværende forsikring i andet selskab, hvis I ønsker det og har udfyldt oplysninger om jeres nuværende forsikringsselskab.

Rådgivning

Hvis I har behov for særlig individuel rådgivning, skal I kontakte os.

Aflønning

Vi har pligt til at oplyse jer om, at Topdanmarks medarbejdere enten er på fast løn eller får provision eller bonus, når de sælger forsikringer.

Sådan behandler vi persondata

I Topdanmark behandler vi personoplysninger ud fra den gældende lovgivning, herunder persondataforordningen og databeskyttelsesloven. 
Læs mere om, hvordan vi behandler personoplysninger på topdanmark.dk/persondatapolitik. Hvis I ikke har adgang til internettet, kan I få tilsendt en fysisk kopi af persondatapolitikken ved at ringe eller skrive til os.

Hvis I vil klage

Hvis I vil klage, skal I sende klagen som e-mail til vores klageansvarlige på adressen kundeklager@topdanmark.dk.
I kan også sende klagen som brev til: 

Topdanmark Forsikring A/S
Att. Kundeklager
Borupvang 4
2750 Ballerup

Hvis en tvist om forsikringsaftalen indbringes for retten, afgøres den efter dansk ret ved en almindelig domstol og efter retsplejelovens regler om værneting.

Tilsyn og Garantifonden

Topdanmark Forsikring A/S, CVR-nummer 78416114, er underlagt tilsyn af Finanstilsynet og tilsluttet Garantifonden for skadesforsikringsselskaber. 

Detaljeret information om forsikringerne

I finder vilkår og EU-faktaark (IPID) for de enkelte forsikringer på topdanmark.dk