En blå traktor der kører på en mark og er i gang med at pløje et spor.

Vådt føre og glatte veje giver flere ulykker i trafikken

Fedtede veje kan være farlige

Roekampagnen er startet, majsen høstes og der tages græsslæt mange steder. Det giver meget kørsel med store vogne og risiko for spor af mudder på vejene. Det kan give ulykker.

Efteråret er præget af stor aktivitet i markerne, men også af et vejr, der skifter mellem høj, klar himmel og regnfulde dage med dårlig sigtbarhed. Og det sætter sit præg på vejene.

”Uanset om vi får et vådt eller tørt efterår, kan det ikke undgås, at der bliver trukket jord og smat ud på vejene. Det fedtede føre kan overraske bilisterne, som ofte glemmer, at Danmark er et landbrugsland,” siger Svend-Anker Worm, der er agronom i Topdanmark.

Derfor opfordrer han til, at landmændene rydder op, når arbejdsdagen er omme. Selvom det ser tørt og ufarligt ud, kan en regnbyge på et øjeblik forvandle asfalten til en våd glidebane.

”Vi ser hvert år, at bilister kører galt som følge af de glatte veje. Og selv om landmændene er dækket gennem deres ansvarsforsikring, er det et tungt ansvar at bære, hvis ulykken også betyder, at nogen er kommet til skade,” siger han.

Rens vejen og sæt advarselsskilte op

Det en god idé, at landmanden sætter advarselsskilte op ved de glatte strækninger. Og så bør man i øvrigt anskaffe sig en kost til traktoren og sørge for at rydde op, når dagens arbejde er overstået.

”I de lyse timer behøver landmanden ikke rense vejene. Men om aftenen, hvor bilisterne kan have svært ved at se, om vejen er ren eller ej, er det vigtigt, at vejen ikke er dækket af pløre og ælte, som bilen kan risikere at skride ud i,” siger Svend-Anker Worm, der også opfordrer bilisterne til at sætte farten ned og være ekstra påpasselig på vejstrækninger, der kan være fedtede og glatte, især efter en regnbyge.

Lys og blink

”Dagene bliver hurtigt kortere, og ofte arbejdes der i landbruget både tidligt og sent. Der er delte meninger om brugen af rotorblink, men vi anbefaler, at man kører med det tændt på vejen”, siger Svend-Anker Worm. “Det fortæller bilisterne, at her kommer et køretøj med lav hastighed, så de kan reagere i tide,” fortsætter han.

Lygterne på de store vogne sider ofte lavt. Det er derfor en god ide at montere lygter højere oppe. LED-lygter med magnet kan købes for få hundrede kroner og især, hvis der er kø bag vognen, betyder det, at alle har mulighed for at se lyset.

Solen blænder

Selvom man har ekstra lygter og rotorblink, skal man alligevel være opmærksom. En lav morgen- eller aftensol kan blænde og betyde, at bilisterne for sent opdager, at man kommer kørende. Det eneste, man kan gøre i den situation, er at være ekstra opmærksom, fx ved at sikre sig, at der ikke kommer hverken mod- eller medkørende ved venstresving.