Halvt så mange stressramte kunder under coronanedlukning

Mens Danmark har været lukket ned, er antallet af stresstilfælde blandt vores kunder faldet med knap 60 %. Dette kan bl.a. skyldes muligheden for at arbejde hjemme, som giver mere fleksibilitet.  

 

Nye tal viser, at markant færre brugte deres sundhedsforsikring i Topdanmark til behandling af stress under coronanedlukningen. Det er tal fra 12. marts til begyndelsen af maj, hvor første fase af genåbningen blev indledt.

 

Knap 60 % færre stresstilfælde

”Corona har ramt de flestes hverdag som et lyn fra en klar himmel. Først og fremmest skal vi fortsat passe godt på de syge og dem i risikogruppen. Men coronapandemien har også medført nogle anderledes arbejdsvaner og – for nogle – et mere sammenhængende liv med en bedre work-life balance. Det kan vi se i vores tal, hvor vi under nedlukningen har haft en meget markant nedgang i stresstilfælde på 59 % i forhold til samme tid sidste år,” siger administrerende direktør i Topdanmark Livsforsikring, Vivian Weis Byrholt.

Hun tilføjer, at vi nok ikke kan undgå en travl hverdag fremover, og at det derfor er vigtigt, at vi holder fast i de gode vaner, som vi har fået under coronanedlukningen. Blandt andet er hjemmearbejde og virtuelt samarbejde nogle af de muligheder, som gør arbejdsdagen mere fleksibel. Dette afhænger dog meget af ens type job.

 

Mere fleksibilitet giver færre stresstilfælde

”Vi vurderer, at faldet i stresstilfælde hovedsageligt skyldes, at mange har haft mulighed for at arbejde mere hjemme og i mange tilfælde også har haft børn hjemme. Det har givet mere tid i hverdagen med mindre transporttid til arbejdet – og for børnefamilier har det betydet, at forældrene har undgået at bruge tid på at hente og bringe børn til skole og fritidsaktiviteter. Samarbejde via digitale platforme har givet mere fleksibilitet til selv at indrette sit arbejdsliv og få det til at gå op med andre ting. Derudover har nedgangen i aktiviteten i samfundet nok virket som et generelt pusterum, ikke kun på arbejdsfronten. Vi har simpelthen haft færre ting, vi skal,” siger Vivian Weis Byrholt.
 

Øget antal af stresstilfælde før nedlukning

”Da coronapandemien kom til Danmark, så vi en stigning i antallet af stresstilfælde blandt vores kunder på 24 %. Vi har ikke andre årsagsforklaringer, end at det kan have at gøre med coronapandemien, der har skabt yderligere usikkerhed i hverdagen. Allerede med Mette Frederiksens tale 11. marts, der lukkede Danmark ned, så vi, at stresstilfældene begyndte at falde mærkbart igen,” siger Vivian Weis Byrholt.

 

Forventer øget brug af sundhedsforsikringer i fremtiden

Selvom vi har set færre stresstilfælde under coronapandemien, regner vi fortsat med, at pandemien kan betyde et øget brug af sundhedsforsikringerne. Vi forventer, at flere kunder fremover vil gøre brug af deres sundhedsforsikring til behandling af andre sygdomme, som i en periode helt naturligt er blevet udskudt og nedprioriteret i det offentlige hospitalsvæsen. Desuden påpeger Vivian Weis Byrholt, at  privatøkonomien kan påvirkes af coronakrisen. Dette vil for de fleste være en betydelig usikkerhedsfaktor, der kan føre til stress.

 

Fakta: Stressdiagnoser under coronapandemien

Alle procentangivelser er i forhold til samme periode sidste år - 2019. Tallene dækker kunder, der har fået hjælp fra Topdanmarks sundhedsforsikring i forbindelse med stress.

 

  • Stressdiagnoser steg med 24 %

Antallet af stressdiagnoser steg med 24 % fra den første dansker blev smittet med coronavirus, til regeringen lukkede landet ned.

 

  • Lavere antal af stressdiagnoser under nedlukning

I perioden mellem nedlukningen og første fase af genåbningen var antallet af stressdiagnoser 59 % lavere end på samme tidspunkt sidste år.

 

  • Lavere niveau af diagnoser under genåbning

Niveauet af stressdiagnoser under første fase af genåbningen var 68 % lavere end niveauet på samme tidspunkt sidste år.

 

Kilde: Tal fra Topdanmark Livsforsikring A/S. Ultimo februar-primo maj 2020 sammenlignet med samme periode sidste år. Undersøgelsen dækker kunder i Topdanmark Livsforsikring