Billede af par på strand

Ferieklar? Sådan kommer du ned i gear

Det kan lyde enkelt at skulle slappe af, men det er faktisk ikke så let at give sig hen til roen, hvis du er vant til en hverdag i høj fart. Du er mest effektiv i det lange løb, når du er fokuseret og afslappet, så tag det lave gear fra ferien med dig tilbage til hverdagen.

Her får du seks gode råd til, hvordan du kommer ned i gear, så du får mest muligt ud af din ferie og nemmere kan komme tilbage på arbejde. 


1.    Hold mødefri i dagene op til din ferie

Møder kaster som regel nye opgaver af sig, og det er svært at gå fra 100 km/t til 5 km/t på kort tid. Det kan derfor være en god idé ikke at lægge møder de sidste dage, inden du går på ferie, så du sikrer en god overgang. 

2.    Afsæt tid til at afslutte dine opgaver

Din hjerne vil fortsætte med at arbejde, hvis der er løse ender. Afsæt derfor nogle timer i kalenderen op til ferien, så du giver dig selv tid og rum til at få afsluttet arbejdet ordentligt. Det kan også være en god idé at lave en prioriteret liste over eventuelle løse ender, som du fysisk lægger i en skuffe og først finder frem igen, når ferien er slut. 

3.    Afstem jeres forventninger

I en børnefamilie kan der ofte være et naturligt niveau af konflikter og praktisk arbejde, som ikke forsvinder, bare fordi man er på ferie. Sørg derfor for at afstemme jeres forventninger, hvis I er flere, der skal på ferie sammen. Hvad har hvert enkelt familiemedlem brug for, og hvordan kan I gøre plads til alles behov?

4.    Begræns brugen af mobil, tablets og TV

Den konstante strøm af nyheder, mails og opdateringer på sociale medier er alle vegne døgnet rundt, hvilket kan gøre det svært at undgå digital støj i ferien. Vi har brug for digitale pauser, så det er en god idé at begrænse brugen af digitale medier, når du holder ferie. 

5.    Lav en buffer mellem ferie og jobstart

Hvis du kommer direkte fra en rejse, kan det være ekstra hårdt at komme tilbage på kontoret. Sørg derfor for at have et par dage derhjemme inden jobstart med så meget ro og afslapning som muligt. 

6.    Start langsomt op efter ferien

Det kan være svært for mange at komme tilbage på arbejde efter sommerferien. Det kan der være flere årsager til – en af dem er måske, at vi kaster os ud i en alt for hektisk hverdag med det samme. Det er derfor vigtigt at starte langsomt op – fx midt i en uge. Start op med rutineopgaver, der ikke kræver for meget af din koncentration, og afsæt tid i kalenderen til opstart, så dagene ikke er fyldt op med det samme.