![]() |
I halvårsmeddelelsen for 2008 lå resultatprognosen for 2008 på 450 - 550 mio. kr. Resultatprognosen var bl.a. baseret på følgende forudsætninger:
Uændrede valutakurser, et aktieafkast på 7,0 pct. p.a. i forhold til niveauet 22. august 2008 og et afkast af rentebærende investeringer på 6,0 pct.
Som omtalt indledningsvist i kvartalsrapporten blev det forsikringstekniske resultat af skadeforsikring bedre end forudsat i den seneste resultatprognose, mens investeringsafkastet blev væsentligt dårligere end forudsat.
På baggrund af skadeforløbet i den forløbne del af 2008 forventes combined ratio for hele året at blive forbedret fra omkring 88 til omkring 84,5. Forbedringen i combined ratio skyldes afløbsgevinsterne i 3. kvartal på 292 mio. kr. Forventningen om en combined ratio på omkring 84,5 forudsætter fortsat halvdelen af en årlig normaliseret stormudgift svarende til 75 mio. kr. samt en sikkerhedsmargin på 1 procentpoint på combined ratio for uforudsete begivenheder. Endvidere er den forventede combined ratio eksklusive eventuelle afløbsgevinster i 4. kvartal.
På livsforsikringssiden forudsættes investeringsafkastet fortsat ikke at være tilstrækkelig højt til at kunne oppebære risikotillæg i 2008. Herved ventes der overført 110 mio. kr. til skyggekontoen, som ved udgangen af 2008 herefter vil udgøre 161 mio. kr. Beløbet på skyggekontoen er ikke tabt, men vil blive indtægtsført i en kommende periode, hvor investeringsafkastet er tilstrækkelig højt. Herudover ventes livsforsikringsaktiviteternes andel af investeringsafkastet for 2008 at blive 50 mio. kr. lavere end forudsat i prognosen i halvårsmeddelelsen.
Frem til 22. august 2008 lå investeringsafkastet forudsætningsvist 745 mio. kr. lavere end i et normalår. Siden 22. august er uroen på finansmarkederne blevet forstærket. Dette har medført betydelige aktiekurstab, udvidelse af kreditspænd og et stigende renteniveau. På baggrund af udviklingen fra 22. august frem til 21. november 2008 ventes investeringsafkastet for 2008 at blive reduceret med yderligere omkring 1.195 mio. kr. i forhold til et normalår. Heraf skyldes 446 mio. kr. lavere aktieafkast, 101 mio. kr. skyldes lavere afkast på strukturerede kreditprodukter, mens de resterende 648 mio. kr. fortrinsvis skyldes udvidelsen af kreditspændene især kreditspændet mellem danske realkredit- og statsobligationer.
Som nævnt i afsnittet "Udviklingen efter regnskabsperiodens udløb" har Topdanmark besluttet at skifte opgørelsesmetode for dagsværdi i oktober 2008, således at porteføljen af CDO's og senior secured loans ikke længere bogføres efter valueringer fra markedsdeltagere, men til en mark-to-model værdi. Som følge af manglende eller urealistiske priser på stadig flere positioner er det ikke muligt at angive eksakt, hvad forskellen i metode har betydet, men det er Topdanmarks vurdering, at mark-to-model metoden for 2008 hæver investeringsresultatet efter skat med 180 mio. kr. i forhold til valueringsmetoden.
Samlet forventes resultatet for 2008 nu at blive 800 mio. kr. lavere end forventet i halvårsmeddelelsen for 2008. Resultatprognosen for 2008 lyder derfor nu på -350 - -250 mio. kr. efter skat. Resultatprognosen er under forudsætning af uændrede valutakurser, et aktieafkast på 7,0 pct. p.a. i forhold til niveauet 21. november 2008 og et afkast af rentebærende investeringer på 5,5 pct. (den risikofri rente med et tillæg på 0,75 procentpoint).
Det kan oplyses, at såfremt der ikke i 4. kvartal som forudsat indtræffer en storm svarende til en halv årlig normaliseret stormudgift på 75 mio. kr. og uforudsete skadebegivenheder svarende til 1 procentpoint, vil ovenstående prognose for 2008 blive forbedret med op til 125 mio. kr. efter skat. Der er således ikke forudsat eventuelle afløbsgevinster.

